Det er en kendt kliché fra både NLP og hypnose, at man ikke skal bruge negationer. Kritikere afviser som regel dette som værende noget værre sludder. Artiklen her kigger på, hvor denne advarsel mod negationer kommer fra, og hvordan du kan bruge denne viden til noget fornuftigt.

Indrømmet! Der er en negation i titlen af denne artikel. Det er et bevidst valg fra min side, og det har to grunde: (1) Jeg ville provokere den opmærksomme, til at læse artiklen. (2) Jeg ville gøre det klart, at negationer sagtens kan være anvendelige. Ideen om at man skal undlade at bruge negationer er en fast forankret del af NLP, men også af hypnose. Det er tit en af de ting folk protesterer imod, når de lærer NLP at kende. For hvem siger egentligt at man ikke må sige ”ikke”.

Jeg vil godt erkende at man til tider kan læse noget litteratur, eller støde på nogle udtalelser, hvor der direkte står at man skal udtrykke sig i positive termer, og dermed undlade negationer. Problemet er at disse ofte står alene, og ikke indeholder forklaringen på, hvorfor negationer ikke altid er hensigtsmæssige. Det forleder folk, der ikke har et dybere kendskab til teorierne bag NLP, til at tro at negationer er noget skidt. Så lad os dykke ned i nogle af NLP’s rødder og finde det sted hvor den her snak om negationer kan have haft sin oprindelse.

NLP har meget dybe rødder i antropologen Gregory Batesons værker. De to skabere af NLP – John Thomas Grinder og Richard Bandler – havde deres gang på samme universitet som Bateson. Så vidt jeg husker, var Grinder og Bateson naboer en overgang. Hvis man læser den klassiske NLP bog ”The Structure of Magic vol. I” vil man finde et forord af netop Bateson. Jeg er også overbevist om at Bateson har været en klar inspirator for Grinder og Bandler i udtænkningen af repræsentationssystemerne (hvordan enhver oplevelse har synsmæssige, lydmæssige, følelsesmæssige, smagsmæssige og lugtmæssige kvaliteter). I nogle af sine artikler, hvor Bateson beskæftiger sig med kommunikation mellem dyr, stiller han spørgsmål ved hvordan to hunde bliver enige om ikke at slås. For at komme ind på emnet ”at slås” må hundene nødvendigvis vise tænder, men hvordan kommunikerer de, at det med tænderne – det gør vi ikke.

Mennesker er privilegerede idet vi – i kraft af sproget – har negationerne. Sproget fungerer som en måde at kommunikere sine forestillinger, men vær opmærksom på, at man ikke transmitterer sine forestillinger. Hvis du taler i telefon med din ven, der er maler, og du over telefonen skal bede ham male en hund der er til stede hos dig, tror du så billedet kommer til at ligne? Det er muligt at I har nogle fælles kategorier, såsom: racer, størrelser, farver, o.a. Det vil unægtelig medføre at billedet bliver lidt mere præcist, men det kommer sandsynligvis ikke til at ligne alligevel. Når vi snakker sammen, så overfører vi ikke de repræsentationer vi har af virkeligheden. Vi forsøger ganske vidst at skabe lignende repræsentationer hos den vi kommunikerer med, men vi kan ikke være sikre på at vores kommunikation får præcis den betydning vi gerne ville give den.

Tilbage til Batesons problemstilling med hundene, for den gælder også mennesker. Underbevidstheden forestiller sig ikke negationer. Det klassiske eksempel er: ”Du må ikke tænke på en lyserød elefant”. Hvad sker der, når du læser den sætning? Ja, du tænker givetvis på en elefant, og den er med garanti lyserød. Du gør det muligvis ubevidst, men hvis du ikke tænker på den lyserøde elefant, kan du ikke give sætningen mening. Det er præcis derfor man skal undgå at bruge negationer. Jeg har flere gange oplevet at negationer helt faldt ud af mine beskeder. Et eksempel var, da jeg skulle have min kæreste til at købe en gave til noget familie. Gaven skulle være et bestemt brætspil, som både fandtes i en voksenudgave og en børneudgave. Gaven var til et barn, og beskeden – som var en SMS – gik ca. sådan her: ”Vil du købe spillet X til Kurt, det skal være voksenudgaven ikke børneudgaven”. Hun kom hjem med et spil og sagde ”De havde desværre ikke flere af børneudgaven, så jeg købte voksenudgaven i stedet”. Hun havde helt overset, at det ikke skulle være børneudgaven, og at købet derfor var helt rigtigt. Jeg tror hun har forestillet sig Kurt (der er et barn), og forestillet sig børneudgaven, fordi det var det sidste jeg skrev i beskeden, selvom der var et ikke foran. Du kan sagtens opleve at selvom du skriver en besked, på samme måde som jeg gjorde, at modtageren er opmærksom på negationen.

Hvad kan du så bruge denne viden til? Nu da du er bevidst om, at dine negationer bliver repræsenteret omvendt af hvad din intention var, så kan du begynde at bruge det til din fordel. Har du nogensinde hørt forældre sige følgende til deres barn: ”Pas på du ikke falder ned!”? For at give denne besked mening må barnet forestille sig hvordan det er at falde ned, og det er alt andet end hensigtsmæssigt. Hvis du er i tvivl om din forestillingsevne alene kan have en effekt på din krop, så behøver du ikke tvivle ret længe. For de dumdristige vil jeg foreslå følgende: ”Løb op af en trappe imens du forestiller dig, at du falder mens du løber op.”, fordi folk med fobier: ”Forestil dig det du er allermest angst for, stiger angsten?”, eller en mere behagelig: ”Forestil dig en rigtig behagelig oplevelse, med en du holder af”. Det skulle gerne blive tydeligt at din fysiologi ændrer sig, afhængigt af dine forestillinger.

For at opsummere: Negationer har sin plads i kommunikationen, vi har måder at forstå dem på. Du skal dog overveje at følge dine negationer op med en handlingsanvisende bemærkning. Undgå at sige ”Pas på du ikke falder” sig i stedet ”Forsigtig” eller ”Hold godt fast i rebet”.